23948sdkhjf

Fætter BR krakkede - og generelt er detailbranchen under pres

Virksomheder, der sælger sko, tøj og elektronik, er presset på salg og indtjening, viser analyse.

Kort før jul måtte legetøjskæden Fætter BR trække stikket efter en lang periode med svigtende salg, og generelt set er det de seneste år blevet langt sværere at tjene penge i detailbranchen.

Stigende konkurrence fra især onlinehandel og ændrede forbrugsvaner presser salget og udhuler indtjeningen i store dele af branchen. 

Det viser en analyse, som Danske Bank har lavet blandt de 300 største detailvirksomheder i Norden. 

Den bygger på regnskaber fra 2017 sammenlignet med 2013, og det er især virksomheder inden for tøj og sko, sport og fritid samt elektronik, som har fået det sværere de seneste år.

- Det er en branche, der er under pres i de her år. Omsætningen vokser ikke så meget som tidligere, og samtidig er overskudsgraden under pres, siger Louise Aggerstrøm Hansen, der er privatøkonom i Danske Bank. 

- Det skyldes først og fremmest, at der er hård konkurrence. Det er både fra onlinehandel og de store virksomheder imellem. Det gør det desværre at tjene penge, siger hun. 

Ud over hård konkurrence og stigende nethandel spiller det ifølge Louise Aggerstrøm Hansen også ind, at forbrugerne bruger penge på en anden måde end tidligere. 

- Folk bruger i højere grad penge på at gå ud og spise eller at rejse relativt til at købe et nyt køleskab, en sofa eller tøj, siger hun.

Hvis ikke virksomhederne får forbedret udviklingen, kan de i sidste ende risikere at måtte dreje nøglen om. 

- Det er en udvikling, der er gået rigtig hurtigt de seneste år. Vi har lige set, at et stort, hæderkronet selskab som Fætter BR er gået konkurs, og i 2016 var det Fona. 

- Det understreger bare, at de her virksomheder er nødt til at være innovative. De er nødt til at tænke på, hvordan de kan tjene penge andre steder - og måske udnytte onlinehandel mere end i dag, siger Louise Aggerstrøm Hansen. 

Der er dog dele af detailbranchen, som er blevet bedre til at tjene penge de seneste år. 

Det gælder blandt andet apoteker og virksomheder inden for møbler, personlig pleje samt værktøj og byggematerialer. 

Optikere har haft faldende overskudsgrader, men er dog alligevel den gren af branchen, som hiver flest penge ud af sit salg. 

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.102